Vigtigt inden ankomst af kat

Inden du ankommer med din kat til pensionen, er der nogle ting du skal have på plads:

Vacciner /sygdomme:

Alle katte skal være vaccineret med en af kattens dyrlæge godkendt vaccine og gyldig vaccinationsattest skal forevises ved ankomsten. Katte skal vaccineres 1 gang årligt.

Katte som af os skønnes syge eller tilskadekomne, bliver for ejerens regning bragt til vores tilknyttede dyrlæge. Hvis din kat skønnes syg ved ankomsten, kan vi bede jer om at tage katten med igen. Hvis din kat har været syg efter at du har booket opholdet, og den skal have medicin under opholdt, så kontakt os venligst om det.

I en kattepension kan der ikke garanteres for evt. sygdom, som måtte opstå under opholdet, hvis det er som følge af luftbårent virus. Det kan ikke konstateres, hvilke katte, der er bærer af et virus, for virus kan sagtens bæres af en i øvrigt rask kat og smitte andre katte, selv uden fysisk kontakt mellem kattene.

Til gengæld tilbyder vi stille, rolig og kærlig omgang med din kat i et røgfrit og ultra rent miljø. Her er det den enkeltes kats temperament der bestemmer, hvordan vi er sammen med den. Vi overskrider aldrig kattens grænser, men venter gerne til den selv ønsker kontakt med os. Vi forsøger at skabe så optimalt og trygt et ophold som muligt for det enkelte individ.

Toftbo Dyreklinik fører tilsyn med pensionen 2 gange årligt.

Lopper:

Din kat skal være fri for lopper ved ankomsten. Hvis vi finder lopper på din kat under opholdet, vil vi behandle din kat for lopper for din regning og det vil være nødvendigt at rengøre hele pensionen på din regning. Afregningen vil foregå ved afhentningen. Du vil blive orienteret under kattens ophold, hvis vi finder lopper. Pris kr. 1000,00. Vi oplever problemer med virkningen af Frontline, derfor anbefales det ikke at bruge Frontline mod lopper.

Eget foder / medicin / legetøj / senge:

Vi anbefaler at man tager kattens eget foder med, eller bare en en lille smule så vi gradvis kan vænne din kat til vores foder. Vi har en foderbar stående med blandet kvalitets tørkost, som din kat har fri adgang til når/hvis den har adgang til fællesarealet. Dåsemad, vådfoder, rejer, tun osv skal medbringes, og det giver vi efter dine anvisninger. Godbidder kan medbringes eller købes i gårdbutikken.

Har din kat behov for medicin, giver vi naturlig også gerne det. Sørg for at der er rigeligt hvis du uforudset bliver forsinket. Det er naturligvis en forudsætning at katten vil lade os give den piller eller lignende. Vi giver ikke injektioner.

Legetøj, skåle, senge, huler, klatretræer, kattebakker, træpiller osv. har vi til din kat. Du gerne medbringe dit eget kattegrus – vi bruger træpiller.

Hvis din kan kan li’ at blive redt/børstet, så gør vi gerne det for hyggens skyld.

Når du ankommer:

Vi har åbent alle dage mellem kl 9-10 eller 17-18. Der er ikke mulighed for at aflevere sin kat udenfor åbningstiderne.

Når du ankommer tager du katten med ind i gårdbutikken, husk at have den i en god transportkasse. Du bliver modtaget på gårdspladsen eller i gårdbutikken – her kan du evt også vente hvis vi er optaget af andre kunder. Vi starter med at se på vaccinationsattest samt afregner for opholdet. Har du valgt at tage noget med til din kat, modtager vi det her. Såfremt du ønsker at købe godbidder, legetøj eller andet, klarer vi også det her.

Vi overtager derefter katten i transportkassen og du kan nu sige farvel til din kat og køre. Katten bliver bragt til sit værelse af os og der får den ro og lejlighed til at finde sig til rette. Vi sørger for at der bliver sat vand og mad frem til den. Hvis katten har lyst snakker og kæler vi med den for at vi kan lære hinanden lidt bedre at kende. Ofte har katten mest lyst til lige at være sig selv når den lige er ankommet – og det respektere vi selvfølgelig.

Har du spørgsmål? Du skal være velkommen til at kontakte os på tlf: 40 40 24 93 eller sende en mail til info@hundeogkatteimperiet.dk. Vi ser frem til at høre fra dig.